Ordene LÁ og GRÓA kommer fra oldnordisk og den nordiske mytologi.
LÁ var den tredje gave i menneskets skabelse. Det, der gav os farve og livsvarme.
GRÓA er en vølve. Hun kan få alt til at gro og synge andre ud af krise og ind i kærlighed.
LÁ GRÓA handler ikke om overtro. Det handler om, at vi alle bærer vores forfædres sang med os. Minderne og lærdommen til at hjælpe os med at gro videre.
Historien om menneskets skabelse ifølge nordisk mytologi
I begyndelsen var der kun Ginnungagap, det gabende tomrum.
Guderne Odin, Høner og Lóður gik langs stranden og fandt to træstammer, der var drevet i land. Ask og Elm. Livløse, uden skæbne.
De besluttede at give dem gaver.
Odin gav dem önd – ånden, livsånden. Selve åndedrættet.
Høner gav dem óðr – forstand, bevægelse og sanser. Evnen til at forstå og mærke.
Og Lóður gav dem lá og litu góða – blodet, farven, varmen i kinderne og den gode skikkelse. Det er LÁ.
Den tredje gave er det, der gør os levende at se på. Ikke bare en krop, men en krop med glød. Med livsvarme. Det er det øjeblik, hvor træ bliver til menneske.
De to første mennesker hed Ask og Embla. Fra dem stammer vi.
Historien om Gróas sange
Langt senere møder vi Gróa.
Gróa er vølven som nævnes i Grógaldr. Hun er mor til Svipdag, og hun er kendt for sine ni magiske sange: Grógaldr.
Da hendes søn skal ud på en farlig rejse for at finde sin elskede, kalder han på sin døde mor i højen. Gróa vågner og synger ham fri.
Hendes sange beskytter mod kulde, mod fare på havet, mod fjender, mod at blive bundet og mod at miste sig selv. Den sidste sang synger hun for at åbne hans hjerte til kærligheden.
Gróa kan ikke fjerne krisen. Men hun kan synge nogen igennem den. Derfor er hun den, der får alt til at gro igen.
Det er det, LÁ GRÓA er.
LÁ er livsvarmen, du blev givet. GRÓA er sangen, der hjælper dig med at gro videre, når livet har været koldt.
Vi bærer begge dele med os.